Efter lang tids planlægning og flere udsættelser kom Gitte og jeg tirsdag d. 7. august endeligt afsted på den store rejse. Vi fløj fra København non-stop til Washington DC, USAs hovedstad. Denne første destination var valgt først og fremmest ud fra faglige overvejelser, og faktisk vidste vi ikke så meget på forhånd om byen Washington. Vi vidste at DC var hjemsted for amerikanske ikoner som Det Hvide Hus og Capitol Hill, men også at byen var berygtet for sin kriminalitet; flere folk havde også fortalt, at der kunne være ret varmt i august.

Efter et mislykket og afbrudt forsøg lykkedes det anden gang piloten at lande i Dulles lufthavnen lidt udenfor Washington. Vi kom problemløst igennem visa og paskontrollen og beredte os på at finde ind imod byens centrum, hvor vi havde udvalgt et hostel som første base.

Så var det, vi trådte ud af lufthavnsbygningens behagelige airconditionerede klima og ud i en bagende, fugtig hede, som nærmest slog os omkuld. Det viste sig, at vi var landet midt i sommerens værste hedebølge, og varmen var virkelig voldsommere end noget nogen af os havde oplevet før, nok fordi det også var ekstremt fugtigt. Varmen, og jetlag, prægede vores første dage. Selv de mindste ekskursioner udenfor virkede uoverskuelige, og vi havde mange ting, der skulle ordnes, først og fremmest at finde et sted at bo mere permanent.

College Park

Baltimore Avenue i College Park en hed dag i august 2001.

Vi forlod vores første base ved Dupont Circle inde i selve Washington DC efter en enkelt overnatning og begav os ud imod College Park, en forstad til DC beliggende i staten Maryland; her har University of Maryland sit største campus. De næste dage overnattede vi på kædehoteller i College Park og forsøgte at finde ud af hvordan alting fungerede. Det første hotel vi prøvede lå ved en ekstremt trafikeret highway omgivet af fastfood-restauranter og emsige brugtbilsforhandlere. Disse omgivelser var lige ved at tage modet fra os, miljøet var så fjernt fra, det vi havde forladt i København, og temmeligt råt og ucharmerende.

Senere har det vist sig, at der lige bag hotellet ligger et fint kvarter med alternative butikker og cafeer, det havde vi bare ikke overskud til at opdage, fremmedgjorte og trykket til jorden af varmen. Nu forstår vi ikke helt vores første afskrækkelse, når vi i vores bil kører forbi hotellet i den hektiske trafik på Baltimore Avenue, som highwayen hedder. Sådan tilpasser man sig, det der før var fremmed bliver velkendt hverdag.

Vores bolig på Laconia Drive

Simon og Dong i huset på Laconia Drive.

Et andet hotel beliggende et lidt mere charmerende sted blev det til, og efterhånden var vi så akklimatiserede, at vi kunne foretage os fornuftige ting som at søge bolig og undersøge universitetet. Efter en lille uge i Amerika fandt vi et sted at bo, faktisk var det det første sted vi så på, og måske slog vi til lidt i panik, det var bare vigtigt at få en base og hoteller i College Park er absolut ikke billige.

Nu lejer vi et værelse hos Gwyn Robson i hendes hus i et villakvarter omkring tre miles fra campus. Her bor også en studerende fra Korea, som lejer et værelse i kælderen, tre opmærksomhedssøgende katte, og forleden flyttede en litauer, der forsker på Holocaust Museet i DC, ind på et andet værelse i kælderen. Her er ved at være fyldt op.

Der er både fordele og ulemper ved at bo sådan. Som noget positivt har vi mødt nogle flinke og interessante mennesker. Dong, den studerende fra Korea, hjalp os meget i starten, han havde selv et år forinden været i samme situation som os, ny i USA. Desuden har han introduceret os for koreansk madlavning, vi er meget glade for nu også at have kimchi (kål syltet i en chilisovs) i vores kulinariske repertoire.

At bo her er også noget billigere, $600 pr. måned, end en privat lejlighed, der nemt koster over $1000 om måneden for en 1-værelses. Desværre har vi heller ikke så meget privatliv, og vi er dumpet lige ned i en skilsmisse, som Gwyn og hendes mand for tiden gennemgår, hvilket ind imellem er noget forstyrrende for sjælefreden.

Hjul

En stolt, grænsende til det fjogede, ejer af en ældre sportsvogn.

Langsomt men sikkert er vi faldet til. Som et vigtigt element købte vi en brugt bil og fik ordnet alle de praktiske ting med forsikring, indregistrering etc. Vi brugte i den forbindelse en del dage på det lokale Motor Vehicle Administration kontor, et indblik i et fremmed lands bureaukrati er åbenbart også en del af det at rejse.

Bilen har gjort os istand til at komme rundt i omegnen, og i weekenden tager vi indimellem på længere ekskursioner. Vi har været ved Atlanterhavskysten, bjergene i Virginia, og i begyndelsen af september var vi i New York nogle dage, men valgte pga. byens berygtede trafik at tage toget dertil.

Efterhånden er vi også blevet fortrolige med nærmiljøet, herunder selve Washington DC, der faktisk har meget at byde på kulturelt. I de allernærmeste omgivelser har vi også fundet nogle fine steder, f.eks. et marked hvor amish-folkene sælger alverdens lækre, hjemmeavlede fødevarer.

Dagligdag

Jeg har fået en velfungerende dagligdag på universitetet, og har bl.a. et ugentligt møde med Karsten Grove, min faglige kontaktperson. Desværre har det været noget vanskeligere for Gitte at finde et tilfredsstillende indhold i dagligdagen. Mens alt var lagt fint til rette for mig på universitetet, har hun skullet opfinde det hele selv. Gitte og jeg er forholdsvis nygifte, og på denne rejse prøver hun, hvad det vil sige at være defineret som "konen", en rolle hun har haft svært ved at vænne sig til.

Hun har forsøgt at finde nogle engelskkurser, men det har ikke været let . Det har vist sig efter en længere undersøgelse af udbuddet, at de offentligt tilgængelige kurser i voksenundervisningsregi henvender sig til absolutte begyndere, først og fremmest immigranter. Derudover udbydes der kurser på nogle få privatdrevne skoler, som desværre er ekstremt dyre. Sådan fungerer det amerikanske system.

De dramatiske begivenheder i september

Netop som vi er begyndt at føle os hjemme og nyde de gode sider af den amerikanske livsstil, rammer terrorangrebet. Om morgenen d. 11. september står vi udenfor en skole i DC, hvor Gitte skal til en sprogtest. En ophidset mand cykler forbi og fortæller i farten, at World Trade Centeret i New York er blevet bombet. Vi afskriver ham som gal. Men mens Gitte tager testen, hører jeg i bilradioen den ufattelige historie, som alverden nu kender. World Trade Centerets Twin Towers styrter i grus, mens jeg sidder i bilen og lytter.

Det sker en uge efter, vi var på stedet, og jeg er selvfølgelig rystet. Inden Gitte bliver færdig med testen, når jeg også at høre om angrebet på Pentagon, som ligger få kilometer væk og rygterne svirrer om andre angreb inde i centrum af DC. Så da Gitte bliver færdig og hører om begivenhederne, vil vi selvfølgelig hjem, ud af DC. Det samme vil alle andre og trafikken er forfærdelig, men efter en hektisk køretur når vi hjem. De næste dage sidder vi klistret til fjernsynet og ser de utrolige billeder, der virker fuldstændigt surreelle. Resten er historie...


Et historisk billede fra en dejlig dag i New York i september. I baggrunden anes Twin Towers.

Amerikanerne har reageret med en stærk patriotisme og et brændende ønske om at slå tilbage. Pludseligt føler man sig fremmed igen, man betragter det hele fra sidelinien og er ikke rigtigt med. Vi prøver så vidt muligt at abstrahere fra den spændte situation og fortsætte vores dagligdag og udforskning af området. Men man ser tegn overalt; mange af de andre studerende på universitetet er begyndt at bære uniformer fordi de åbenbart er blevet indkaldt til militærtjeneste, og ustandseligt hører man lyden af militærfly og helikoptere, der passerer på vej til og fra en af de mange baser i området.


Soldater på UMD campus i College Park.

I det hele taget må man sige, at vi i vores første måneder har været forfulgt af forskellige farer, mere eller mindre reelle. Først var der virus fra den Vestlige Nil, båret af myg, så kom terrorangrebene, og en uge efter blev universitetet ramt af en tornado, der dræbte to. For nylig kom denne historie med miltbrandbakterierne så oveni. Vi opdager, hvor let mennesker kan tilpasse sig og abstrahere fra åbenbare farer. Det er helt dagligdags og nødvendigt, bare for at kunne køre på The Beltway, den monstrøse ringvej der omgiver Washington, sikkert et af de farligste steder man nogensinde kommer til at færdes.

Hvad kan jeg så sammenfatte om vores første indtryk og tanker om selve det at rejse? Tjah, jeg kan kun tilskrive mig, at det er vigtigt at blive rykket ud af den daglige, hjemlige trummerum og få nogle nye indtryk. Selve det hjemlige bliver også sat i perspektiv; man bliver opmærksom på hvilke værdier hjemmefra, man virkeligt sætter pris på. Vi får med egne øjne set et land, man på en mærkelig måde kender fra film og tv. Nogle fordomme bliver bekræftet, mens andre heldigvis afkræftes eller nuanceres. USA er et land med en kæmpe spændvidde indenfor alle aspekter af kultur og natur, vi forsøger at nyde de bedste sider; som et banalt eksempel er det nu skønt og herligt dekadent, at man kan købe varm kaffe i supermarkedet, som man så kan nyde, mens man køber ind!
  

Hvor er matematik dog en dejligt fredelig beskæftigelse, kan jeg ikke lade være med at tænke i denne krigstid!

Karsten Grove og Chang Wan

Karsten Grove er professor i Riemannsk geometri på University of Maryland og en stor kapacitet indenfor feltet. Han er i øvrigt dansker og har tidligere arbejdet sammen med min hovedvejleder i Danmark, Steen Markvorsen. Så det var af faglige grunde oplagt at vælge University of Maryland som første stop på rejsen.

Da vi ankom først i august, var semesteret endnu ikke startet, og Karsten Grove var stadig i Danmark på sommerferie. Det administrative arbejde var gjort godt, så der var en kontorplads klar til mig på det matematiske institut. Instituttet var et velkomment holdepunkt i den første tid, hvor alt stadig var nyt og uafklaret.

Jeg kom til at dele kontor med Karstens anden besøgende Chang Wan Kim, der er fra Korea. Straks jeg indfandt mig på kontoret, begyndte han entusiastisk at udspørge mig om mine ideer om Riemannsk geometri. Chang Wan er ikke specielt god til engelsk, men vi har udviklet en form for kommunikation. Han er stadig meget entusiastisk, når vi diskuterer matematik; han lever sig ind i emnet og tager hele kroppen i brug for at forklare sig.

Arbejde og mandagsmøder

Karsten Grove på sit kontor på University of Maryland. Det er mandag og vi er på vej til frokost.

I slutningen af august, da semesteret startede for alvor, kom Karsten Grove så tilbage fra sommerferie. Hver mandag har Kim og jeg et møde med Karsten, hvor vi skiftes til at holde oplæg om vores arbejde. Karsten er god til at spørge og lede diskussionen i interessante retninger.

Personligt arbejder jeg for tiden på to emner. Det ene drejer sig om Riemannske mangfoldigheder af såkaldt negativ type (se Proc. Amer. Math. Soc. 130 (2002), 175-181. ), det eneste eksempel på en kompakt mangfoldighed af negativ type jeg kendte , før jeg kom her, var standardsfæren med konstant krumning. Nu har vi måske fundet på andre eksempler, og kan dermed udelukke den oplagte hypotese, at negativ type karakteriserer standardsfæren.

Mit andet emne er en fortsættelse af ting, som Karsten og Steen, min vejleder i Danmark, tidligere har arbejdet på men aldrig nåede at afslutte. Det drejer sig om indlejring af endelige metriske rum i konstant krummede Riemannske mangfoldigheder og er således blandt andet et forsøg på at forstå/give mening til begrebet krumning for endelige metriske rum. Også her ser det ud som om, der sker fremskridt.

Chang Wan har det lidt sværere, måske fordi han har lagt sig fast på et problem, som både er meget svært og måske ikke helt "naturligt", det mener Karsten ihvertfald. I den anledning får vi også diskuteret på et mere filosofisk plan, hvad "naturlige" problemer er, og hvordan man skal håndtere selve "det at forske", hvor man både møder fastlåste situationer, blindgyder hvorfra man ikke kan gøre fremskridt, pres udefra og pres indefra.

Chang Wan er i den situation, og det er jeg også lidt selv, at han nærmest er nød til at producere resultater under sit ophold i USA for at have en chance for at få job derhjemme eller eventuelt et nyt stipendium bagefter. Det er bare ikke fordrende for kreativiteten, hvis motivationen primært er dette pres. Det vigtigste, og mest effektive, er et eller andet sted at holde fast i den eneste grund til, at man blev matematiker i første omgang, nemlig glæden og spændingen ved selve det smukke i matematikken.

Andet omkring instituttet

Det matematiske institut på University of Maryland er ret godt rent fagligt. Udover mit eget arbejde og mandagsmøderne deltager jeg også i et ugentligt geometriseminar, og jeg har desuden fulgt et kursus lidt fra sidelinien. Kurset handler om diskrete grupper af isometrier i hyperbolsk geometri, hvilket ikke helt er mit interessefelt, men ind imellem kommer nogle spændende ting op.

Forelæseren, Richard Schwartz, er ret ung og meget ustruktureret, men har en smittende glæde og entusiasme for emnet. Han kan også være ganske morsom, som en dag da han forelæste over en af sine egne artikler: "I always told my family that they would lecture about my work at universities, but never thought that I would be the one doing it!".

Geometriseminarerne er som regel ganske interessante. Det er sådan med seminarer generelt, at de kan være svære at følge, hvis emnet ikke lige er ens speciale. Det kan ind imellem være lidt intimiderende og får een til at tænke: "hvad laver jeg egentligt her, i denne matematikverden, hvis jeg ikke engang kan dette på fingerspidserne efter så mange år?" Min erfaring er dog, at næsten alle tænker sådan ind imellem, selv de største kapaciteter.

Noget andet er, at jeg her på instituttet synes at have bemærket et særligt fænomen ved seminarer og foredrag. Det er som om nogle bestemte personer altid sidder på første række og forsøger at komme foredragsholderen i forkøbet, dvs. lige komme med en kommentar eller et spørgsmål om noget, som alligevel ville blive fremlagt to minutter senere. Det kan være lidt irriterende og sikkert intimiderende for foredragsholderen, hvilket nu ikke ser ud til at gøre "spørgerne" noget.

Nogle tanker

Et eller andet sted er matematikverdenen også en konkurrencepræget verden, på godt og ondt. Man vil gerne fremstå som klog og indsigtsfuld, og urfrygten er at dumme sig omkring et helt elementært problem. Det kan indimellem være hæmmende, det har jeg ihvertfald personligt oplevet i min tid som matematiker, og gøre det til en overvindelse at stille spørgsmål og kommunikere sine ideer, f.eks. når man er i selskab med de "store kanoner". Men effekten kan også være omvendt, at man skal hævde sig hele tiden.

Noget andet som helt klart bidrager til konkurrencepræget er, at systemet fungerer sådan, at den eneste måde at opnå en status, der gør at man kan få job eller stipendier, er at publicere artikler. Og status måles gerne i antal publicerede artikler og antal citationer af disse. En undtagelse fra denne regel er selvfølgelig dette herlige rejselegat!

Når alt dette er sagt, alle disse tanker tænkt, alle forbehold overfor hvordan systemet fungerer, frygten for at dumme sig og præstationspresset, der hviler tungt over een, så er det vigtigste igen at finde tilbage til glæden over det smukke og enkle i matematikken, fascinationen ved at udforske det ukendte, følelsen af at man beskæftiger sig med noget dybt i menneskets og universets natur.

Nu kom det til at lyde meget "ophøjet", men for det meste er det matematiske arbejde et hyggeligt puslearbejde, og det vigtigste redskab kan godt være en sofa, som Harald Bohr udtrykte det; og kaffe ikke at forglemme. At være matematiker er en svær balancegang mellem mindreværd, selvhævdelsestrang og dårlig samvittighed over at leve så privilegeret . Det bliver kun gjort lettere ved ikke at tage sig selv alt for alvorligt.

Som noget helt jordnært må jeg indrømme, at selve synet og duften af alle bøgerne på det matematiske biblioteket kan gøre mig glad og uvægerligt få mig til at tænke igen: "hvor er matematik dog en dejligt fredelig beskæftigelse"...

Fortsættelse følger i næste nummer af Matilde.